Hvad er psoriasisgigt (psoriasisartrit)?
Psoriasisgigt, der i lægefaglige termer kaldes for Psoriasisartrit, er en sygdom, som ofte rammer personer med psoriasis og indebærer, at der opstår en betændelsestilstand i et eller flere led. Betændelsen (inflammationen) kan medføre smerte, stivhed, hævelse og i værste tilfælde sker der varige påvirkninger af leddene.
Når der opstår en inflammation i et led kaldes det artrit. Ved psoriasgigt er det ofte knæ, håndled, vrist, eller de mindre led i hænder og fødder, som bliver ømme eller hæver, selv om de fleste led kan blive påvirket. En mindre andel af patienter får også psoriasisgigt i ryggen.