9 gode råd mod kløe
Psoriasis giver rødme, skællen, hævelse og kløe. For nogen er kløen til at leve med, men for andre - cirka 10 til 20 procent - kan kløen være voldsom, ja nærmest invaliderende. Selv om det kan give umiddelbar lindring at klø i udslættet, så kan netop det forhindre din psoriasis i at hele op. Vi har derfor samlet en række gode råd til, hvordan du kan undgå at klø.
1: Vask altid alt tøj og sengetøj, inden du bruger det
Tøjet kan nemlig indeholde rester fra kemikalier, som kan irritere din hud.
2: Klip neglene så korte som muligt
Hvis du ikke kan modstå kløen, vil korte negle i det mindste genere din psoriasis relativt mindre.
3: Hold hænderne beskæftiget
Det kan være en hjælp at have noget, hænderne kan tage sig til. Nogle har små bolde, modellervoks eller andet, som de kan fingerpille ved – i stedet for at klø.
4: Sæt cremerne i køleskabet
Det kan føles ekstra lindrende, hvis cremen er kold, når den smøres på. Men husk lige at tjekke varedeklarationen for, om din creme må opbevares på køl.
5: Tag et bad i hvedeklid
Jo – den er god nok. Et afslappende bad i hvedeklid kan lindre og løsne skæl. Sådan gør du:
- Fyld en sok eller en stofpose med hvedeklid
- Put den i badekarret
Når sokken kommer i kontakt med vandet, producerer det en slags gelatinefilm, som både beskytter og fugter din hud. Du skal bare sikre dig, at vandet ikke er for varmt. Og husk at smøre creme på huden, så snart du kommer ud af badet.
6: Brug løstsiddende, behageligt bomuldstøj
…som falder let og ikke irriterer huden.
7: Smør godt med creme på, inden du bevæger dig ud i koldt vejr
Få flere gode råd til at overleve vinterkulden til dig med psoriasis her.
8: Find alternativer til at klø
I stedet for at klø kan du for eksempel trykke forsigtigt på din psoriasis med knyttede næver. Det kan også lindre en smule at trykke let på udslættet med fingerspidserne. Og så huske at smøre godt med creme på, så snart det begynder at klø.
9: Tal med lægen
Hvis det klør meget, og intet hjælper, så kan det være tid til en snak med lægen, om din behandling virker godt nok, og om der er andet eller mere, der kan gøres ved kløen.